Detektorfolk i bogen

I bogen deler erfarne detektorfolk ud af deres erfaringer og oplevelser.

Klaus Thorsen, Bornholm, praktisk taget skovler danefæ op af jorden, især i området Sorte Muld. Han har gjort et af de største guldfund i Danmark siden guldhornene, og så har han og hans bornholmske kolleger været adskillige gange i udlandet for at hjælpe arkæologer med søgninger.

Klaus Thorsen

Allan Faurskov, Midtjylland, higer og søger i kort og bøger, før han går i marken med sin detektor. Han gør sig ingen illusioner om nogensinde at finde noget, der kan måle sig med hans livs skat – fruen i huset, men han har bl.a. fundet et sæt meget fine bronzealdercelte.

Allan Faurskov

Thor Holmboe, Lolland, fik interessen for historien ind med modermælken, og allerede da han var 11 år gammel var han med til sin første udgravning. Han er en af de detektorfolk i Danmark, der har været med i allerlængst tid, men hans begejstring selv for de mindste fund er usvækket.

Thor Holmboe

Steen Agersø, Ærø, fik sit livs scoop, da han fandt en hel handelsplads fra vikingetiden på sin hjemø. Steen og hans søgemakker afsøger handelspladsen yderst systematisk, og der er helt styr på koordinaterne, hver gang de afleverer endnu en samling fine fund til de lokale museer.

Steen Agersæ

Tommy Olesen, Sjælland, huserer bl.a. i Lejre og har fundet utallige stykker danefæ. Ofte har han selskab af dygtige svenske detektorfolk, som ikke har mulighed for at søge i deres hjemland og i stedet søger til Danmark, hvor betingelserne for detektorsøgning er anderledes liberale.

Tommy Olesen

Claus Thinggaard, Thy, mangeårig formand for Thy-Mors Detektorforening, brænder ikke al sin energi af i marken. Han er også en af drivkræfterne bag en stribe populære detektortræf – og en af hovedpersonerne i TV Midt-Vests serie om “Metaldetektiverne”.

Claus Thinggaard